De var to, sejlede i dage uden ende
delte krummer, holdt fast i hinanden
Pludselig kæntrede båden
Den ene kæmpede for at få den anden op
men hver gang trak den anden dem begge ned
i det kolde, ubarmhjertige hav
Sulten havde hærget længe
Gryden med varm mad var næsten tom
Valget stod mellem lidt til alle
eller mæthed for de få
En lille dreng, altid mæt
masede sig igennem køen
Tømte gryden ned i sit svælg
grinte, veltilpas
Mens andre stirrede på tomme skåle
I et italiensk strøg lød to stemmer oppefra
Den ene sang, kanariefuglen svarede
En lille symfoni af ro og glæde
Den anden råbte og skreg
smed pludselig en spand skidt og møg
ned i hovedet på den legende dreng
der forsøgte at holde bolden i luften
Jeg står midt i strømmen
og lærer endelig
Jeg er ikke båden, der skal holde alle oven vande
Jeg er ikke gryden, der skal mætte alle
Jeg er ikke gaden, hvor affekt og møg rammer legens sted
Jeg vælger min egen rytme
Mit eget rum
Min egen ro
Ubrydeligt
Fuldt
Mit
