Du var ofte i centrum
Stod hvor blikkene samledes
Modvinden flænsede
tog sin del af dig med sig
Svovlstikken værnede om din sandhed og tro
Et lille lys i hænder, der nægtede at slippe
Fanen var høj
Viljen stærk
Frelserrollen stod forrest
Ingen spurgte, om du også måtte hvile
Så kom uvejret
Masten knak
Roret trak skævt
Kursen var usikker
Knoen var hvid af beslutsomhed
Mens sigtet stadig blev holdt skarpt
Pludselig knækkede den sidste line
Du blev tappet
Den sidste dråbe rendte ud
Var du blevet svag?
Eller var vekslerne for store?
Udstedt i et ansvar, der aldrig var dit alene?
Hvem sikrede dine tørre sko
da ly blev en hullet Netto-pose,
tynd som de løfter, der ikke bar?
Indtil dagen
hvor du hoppede på redningsplanken med plads til én
Ikke i flugt
men i erkendelse
Som krusninger på havet satte du streger
Hertil og ikke længere
Dér midt i det enkle
fandt du dig selv
Du fandt friheden, albuerummet
Du kunne atter trække vejret ...
