De var engang små drenge
Sidstevælger i boldens leg
røde ører og tuderi
Blev ikke set
De fandt ikke vej i mors skørter
fandt ikke et sted at lægge skylden
Så voksede de
Kun i højden
Vagina blev mysteriets grotte
Noget der skulle erobres
Ikke forstås
Onani under dynens fugtighed
Fem på stribe – det rene tankespind
Fantasi forklædt som ret
Stolthedens fordærv blev forvekslet med succes
Største fisk på krogen
Største bil i indkørslen
Lille, men størst … i egen fortælling
Magtens begær som livsstrategi
Magten smagte sødt
“går den, så går den” blev mantraet
Vennetjenestens løkke om halsen
Logens bud og fortielser
Dem og os
Kvindesyn reduceret til valuta
Kødet som handelsvare
Bødlen gemt bag jakkesæt og smil
Regnskabets time kommer
Den gør altid
Karma spørger ikke
Hvem du kendte,
Hvor højt du sad
Den spørger kun
Hvad du gjorde,
Hvem du gjorde det mod
Og dér, i skyggen
står ikke en konge
Men et menneske
der aldrig lærte forskel
på magt og værdighed
