Digte af Hanne B.

Værs'go - her er lidt ord til kaffen.
Alt er skrevet ud fra tanker, hændelser og refleksioner

Copyright Hanne B.


 

 

Tygger vitaminpiller
som små forsikringer i kapselform
Sluger vaccinationer
med håbet om usynlige skjolde

Tegner forsikring på huset
På bilen
På livet
Lover hinanden evighed
med ring på finger
Trolovelser i guldskrift

Sprøjter pesticid befængte marker
for at gardere mod sult
Udsteder garantier
Prognoser
Profetier
Tegner skrækscenarier
med skarpeste pen

Hvad nu hvis?

Kan det holde?
Skal vi bygge en højere mur?

Hvordan turde Lille Peter Edderkop
stole på, at hans fine spind
kunne bære en oldenborg?

Kan du gå linen ud
uden sikkerhedssele?

Kan du kaste dig ud i kærligheden
uden risiko for at miste?

Kan du tro på fremtiden
uden hamstring?

Kan du regne med, at der er mad nok
uden genmanipulering?

Kan du tro på fred
uden våben?

Pakker verden ind i løfter
og kalder det tryghed
Måler risiko i decimaler
og kalder det kontrol

Blev sikkerhedsnettet et blændværk?

Et fintmasket spind
af tal og betingelser
Lover at gribe os
så længe vi falder korrekt

Du er givet, at alt har en cyklus

Ikke en lineær konsekvens
Hvor din manglende cykelhjelm
NØDVENDIGVIS fører til ulykke

Ikke en simpel ligning:
Frygt + foranstaltning = frelse

Er det tomme rum nødvendigt for livet?
Er usikkerheden selve åndedrættet?

Hvad nu hvis:

Det net, vi væver,
bliver så tæt,
at intet kan spire?

Hvad nu hvis:

Tilliden
… Ikke garantien
er det eneste
der virkelig kan bære livet?