Der var engang
forelskelse
Løfter sagt uden forbehold
År med tro, håb og kærlighed
Trofasthed og tillid
Ord, der blev båret med alvor - engang
Så kom bruddet
Et punktum forklædt som et komma
I går
Det pludselige gensyn
Det undvegne blik
Det forsigtige smil
Den hurtige flugt forklædt som travlhed
Angsten for konfrontation
blafrede i hast
Kryster af rang
Med kurs mod nærmeste udgang
Fremmedgjorthed i fuldt flor
Dolken i ryggen pudset til historisk minde
Loyaliteten blev solgt ud
til spotpris
Ansvaret sendt videre
uden kvittering
Kujon, medløber,
opportunist i pænt overtøj
Så meget bevægelse
for at undgå ét ærligt øjeblik
Glemt var intimiteten, der var engang
Ikke hos mig
Kun hos den, der nu knapt kunne hilse
Jeg stod der
Rank, hel
med blikket frit
Gik videre uden at løbe …
