Som siamesiske tvillinger
To var blevet til én
Alt udgik fra fælles krop
Tillid og tro intakt
Vejret trukket igennem fælles ånd
Skallen om os som samlet hud
En hud der var i forvandling
Til sidst så ugenkendelig
Som havde vi skiftet ham eller pels
Uden forklaring uden årsag
Hjerter der stadig banker uden lyd
Voksende afstand
Skylden der stadig brænder
Forbundetheden eksisterer
I sin stille ro
Med savnet som den skærende smerte
