Digte af Hanne B.

Værs'go - her er lidt ord til kaffen.
Alt er skrevet ud fra tanker, hændelser og refleksioner

Copyright Hanne B.


 

Ved gadekærets andedam
i lygtens dunkle lys
trives dogmers nærsyn

Oraklets visdom
læses i tællelysets skær
Begrænset
af snæversyn forklædt som omtanke

Monoklen spejder
efter vedtagne sandheder
Poleret af gentagelse
Blind for horisonten

Visioner kræver udsyn
Her nøjes man med vinkler

Selv den kloge
holdes til spot og spe
Ingen klæder på
Kun meninger
der foregiver at være de nøgne sandheder

I spotlightets kegle
står mesteren
Udpeget af øjeblikket
i det rette lys

Fotosyntesens grundlag
er lys og plads
Begge dele er rationerede
i den politiske flora

Vi må op på toppen
Kigge ud
Sætte det lange lys på

Forstå

Forandring
Nuancer
Andre kulturer

Ikke at forveksle
med det retrospektive lys
der blot synliggør
hvorfor man blev stående