Digte af Hanne B.

Værs'go - her er lidt ord til kaffen.
Alt er skrevet ud fra tanker, hændelser og refleksioner

Copyright Hanne B.


 

Den, der står tidligt op

Jeg mindes min mors valgsprog, som var:
”Vi skal komme først”

I lang tid i mit liv troede jeg, at det var, fordi hun ville have det bedste
Altså stå først i køen

Men i de senere år har jeg forstået:

At det at være på ”forkant” giver mulighed for valg af næste skridt

At møde andet og andre, før det har taget form

Som morgenens stille gry uden støj
Nattens drømme bliver lagt på hylde
Forvandlet til en tanke

Kroppen vågner til fuglens sang

Stilstandens chance for at stå og se klart

Hvad mon den spæde dag vil bringe

Morgenens stilhed er tid til eftertanke

Som leret før det har dannet form
Som frøet før det spirer
Som det første møde før antagelser har taget over

I ro og mag med alverdens tid foran sig

At se i helikopterperspektiv
At lade indtryk blive omsat til udtryk
At lade mødet med en ny dag blive rent og uden jag

Så giver den tidlige morgen eller det at ”komme først”
total god mening

Den, der står tidligt op, bliver klog på meget