Du stod på perronen
Vi skulle samme vej
Din bagage havde størrelse som en kontrabas
Jeg så den, før jeg så dig
Dine smil blinkede som et lyssignal
Venlige … lokkende … næsten overbevisende
Din “Turen går til” var flosset og fugtskadet
Du kendte ikke din destination
Alligevel steg du på
De basale fornødenheder udeblev
Med håb om at det blev nok klaret
Det dukker vel op af sig selv undervejs
Sammen fik vi dine pakkenelliker ombord
Balancerede dem mellem os
Vægten fordelte sig selv
Rejsen kom i gang
Varierede scenarier rullede forbi de fedtede vinduer
Flow og timing rullede hånd i hånd
Jeg troede et øjeblik
at rytmen mellem os var stabil
BUM!
Toget stoppede … mistede fart … hakkede og hostede
Fuld stop!
Passagerne måtte ud!
Du og jeg fortsatte i de sneklædte spor
Trækkende og slæbende på al bagage
Jeg mærkede kulden … først i hænderne
Så i håbet
Hurtigt gav du op
Efter omorganisering
kunne jeg med nød og næppe trække og bære
både din og min bagage videre
Du sakkede bagud
Forlangte at jeg skulle bære dig
Trods at du egentlig kunne gå selv
Jeg så på dig
Så på sporene
Så på mig selv
Efter få hundrede meter
Jeg bar dig, din og min bagage
faldt jeg om
Kunne ikke mere
Alligevel skreg du:
“Jeg er tørstig”
Var du uden øjne?
Var du uden ører?
Så du ikke sneen i mit hår
Hørte du ikke mit åndedræt briste?
Mit svar udeblev
Som en fugleunge
der er fløjet mod et vindue
lå jeg et øjeblik
forbløffet over smerten
Så genfandt jeg min styrke
Rejste mig
Jeg løftede ikke din bagage igen
Jeg løftede ikke dig
Jeg gik
Ikke i vrede
Ikke i kulde
Men i erkendelse:
Medfølelse ikke er det samme
som selvopgivelse
Samme vej ikke giver
fælles byrder
Hele vejen, destinationen, ansvaret, indsatsen
er vores egen
