Digte af Hanne B.

Værs'go - her er lidt ord til kaffen.
Alt er skrevet ud fra tanker, hændelser og refleksioner

Copyright Hanne B.


 

 

Ting er
De eksisterer, fordi vi ser dem

Du rører en kop
Den tilhører ingen

”Tinge linge ling” siger stilheden
uden at spørge om lov

Du kaster koppen
Jeg griber den

Ingen af os evner at tage vare på den

Selv på det gamle, cirkelrunde Tingsted
falder sikre ord fra hinanden

”Tinglyst” siger papiret
”Betinget” siger frygten

Hånden værner ej mod mistro

Krav må opløses
Begrænsning sprænges

Umulighed løsner sig
Vi slipper rammen

Vi bæres kun af det
som ingen kan eje

Vi må elske

Betingelsesløst